Se dig for og føl dig frem: købsguide til den brugte bil

Der er mange fordele ved at købe en brugt bil. Prisen er lavere, og den taber ikke lige så meget i værdi som en bil, der kommer direkte fra fabrikken. Men hvad skal du kigge efter, inden du prøvekører bilen? Få svaret her. 

Raslende lyde ved drej på rattet og en undervogn, som efterlader et tykt spor af olie og brændstof langs vejen.

Noget er galt, men hvad? En brugt bil kan være en god handel, men du kan også ende med en bunke værdiløst metal, som ikke har meget mere at byde på end sin skrotværdi.

Hvis du ved, hvad du skal kigge efter, kan du finde en brugt bil, der kan køre mange år på vejene. Så hold hovedet koldt og brug alle sanser, inden du bestemmer dig.

Der er flere ting at holde styr på, når du skal købe brugt bil, men i denne artikel ser vi nærmere på, hvad bilens ydre fortæller dig om dens generelle stand og værdi.

Pris og stand hænger unægteligt sammen, så inden du overhovedet begynder at lede efter en brugt bil, skal du have finansieringen på plads først.

Hvor mange penge har du til rådighed til køb af en ny bil?

Det er begrænset, hvor velkørende en bil du kan få for 5-10.000 kroner. Her kan et billån være en mulighed, så du kan købe en bil, der er mere langtidsholdbar.  

En billånsberegner er et nyttigt værktøj, som kan give dig et fingerpeg om, hvor mange penge du har råd til at låne, før du indleder jagten på din nye bil.

Nysgerig på at se hvad det koster at låne til din drømmebil?
Her finder du Santanders billånsberegner.

Når økonomien er på plads, skal du i gang med at finde en brugt bil.

Du kan med fordel begynde søgningen hos de mange bilforhandlere og brugtbilsportaler på internettet. Der er altid mange brugte biler til salg, så du finder formentlig hurtigt én, som vækker din interesse.

Når det sker, så er det tid til at tage ud og inspicere bilen, og der kan du følge denne købsguide til brugte biler.

I tvivl om hvordan du sikrer et problemfrit ejerskifte? 
Så læs vores guide til ejerskifte.

Hvorfor, hvordan og hvornår? Stil spørgsmål

Når drømmebilen står skinnende og nyvasket foran dig, kan det være svært at bevare fornuften.

Her skal du huske på, at du ikke kender hele bilens liv, så tag det ikke for givet, at den er i god stand, selvom sælger hævder det.

I har jo i sagens natur modstridende interesser, men læser du med her, har du gode chancer for at vinde tovtrækkeriet ved at stille de rigtige spørgsmål og undersøge de rigtige dele af bilen.  

Mange vælger at definere bilens stand udelukkende ud fra det antal kilometer, bilen har kørt, men et højt kilometertal er ikke nødvendigvis lig med en dårlig handel.

Er bilen blevet vedligeholdt af en påpasselig ejer, kan den sagtens køre flere hundrede tusinde kilometer mere uden behov for større reparationer.

Har bilen et højt kilometertal, skal du i stedet spørge sælgeren om de større reparationer, der er foretaget – for eksempel udskiftning af motor, gearkasse og tandhjul.

Hvis du ikke er særlig bilkyndig, kan du få bilen kontrolleret på et værksted, som du stoler på. Bliv på forhånd enig med sælgeren om, hvem der skal betale denne udgift.

Spørg altid, om bilen har været beskadiget eller involveret i et uheld. Er det tilfældet, skal du anmode om at få dokumentation for reparationerne.

Er bilen ikke blevet repareret korrekt, kan den nemlig have nærmest usynlige skader på for eksempel karrosseriet og støddæmperne, og det kan forårsage rustskader og ustabilitet.

Tjek servicehistorik

Bed sælger om at se servicebogen og den fulde servicehistorik. Er der blevet sløset med servicetjekket, bør det få alarmklokkerne til at ringe.

Servicebogen er din sikkerhed for, at bilen er forsvarlig at køre i, og den er et afgørende element i et vellykket bilkøb.

Når servicebogen er gennemgået, er det tid til at lave et gennemtjek af bilen selv. Brug dine hænder og øjne, og få eventuelt assistance fra en uvildig professionel, når du undersøger den brugte bil.

Her er vores tjekliste, som du skal gå igennem til punkt og prikke, inden du underskriver købskontrakten.

Udseende

Lakken

Begynd med at kontrollere, om bilen har revner, beskadigelser, dybe ridser eller buler. Brug dine fingre til at føle langs karrosseriet. På den måde kan du mærke skader, som måske ikke er synlige for det blotte øje. Ved normal slitage har de fleste brugte biler mindre ridser og indhak. 

Se også efter farveforskelle i lakken. Farveforskelle kan indikere, at bilen for nylig er blevet omlakeret eller beskadiget. I så fald skal du spørge sælger om dokumentation for disse reparationer.

Uanset lakkens stand er det i øvrigt en god idé at forhøre sælger om farvekoden, så du kan bevare den samme farve i tilfælde af, at bilen får skader under dit ejerskab.

Mat maling kan være et tegn på dårlig vedligeholdelse i forhold til vask og polering, men nogle farver – som for eksempel rød og gul – bliver hurtigere kedelige og matte end andre.

Karrosseriet

Kig efter rust: På skærme, hjul, døråbninger, bagklap og led. Ofte har forskellige bilmærker særligt følsomme områder, der er udsat for rust.

Førerdøren skal være tæt: Tag godt fat i førerdøren og løft. Er den slap, kan det tyde på, at døren måske er utæt og er blevet brugt meget – måske mere end kilometertallet fortæller.

Alle døre, vinduer og bagklappen skal åbne og lukke let, ellers kan det være tegn på slitage eller beskadigelser på bilen.

Forruden: Har ruden stenslag eller ser den bare kedelig og slidt ud, skal du regne med, at den skal skiftes. Dette kan du forhandle med sælgeren om.

Taget: Hvis taget er misfarvet eller gået i stykker, tyder det på en mulig lækage – især hvis bilen har tagbøjler eller soltag.

Pedaler og rat: Er rat og pedaler meget slidt, har bilen formentlig kørt meget og langt – måske mere end oplyst af sælgeren.

Dæk og fælge: Kan dækkene klare en sæson mere? I så fald skal slitagen ikke være for stor. Gamle dæk har dårligere greb og længere bremseafstand, så tjek datoen på dækstemplet. De fire cifre på dækket angiver produktionsmåned og år – eksempelvis står 1015 for oktober 2015. Vi anbefaler at skifte dæk efter fire-fem års brug.

Undersøg også fælgene, og tjek for skader. Hvis bilen har ramt en kantsten eller lignende, kan dæk, fælge, hjulophæng og støddæmperne være beskadiget. Hjulene på bilen skal være monteret ordentligt og fremstå symmetriske.

Undersiden af bilen

Her kan du virkelig finde skjulte hemmeligheder. Få gerne bilen løftet op på et værksted, så du kan se efter. Ridser, buler og skader under bilen kan indikere, at den er blevet kørt hårdt, måske for hårdt.

Hvis bilen tidligere har kollideret med underlaget ved et uheld, kan dette have forårsaget alvorlige skader, som kan være svære at opdage for det utrænede øje.

Se efter rust: Også her skal du gennemgå bilen for rust. Brug fingrene eller en lille kniv til at undersøge skaderne.Tilsyneladende overfladisk rust kan gå dybere ind i skroget og metallet.

Kontroller undervognsbehandling: Hvis bilen er blevet behandlet med Tectyl eller anden rustbehandling, er det vigtigt, at det er blevet gjort regelmæssigt og korrekt. Anmod sælger om dokumentation for metode og hyppighed. Kontroller om muligt, at plader og døre er rustbehandlet indvendigt.

Drypper det under bilen? Få klarlagt, om det skyldes kondens fra klimaanlægget, hvilket er normalt. Drypper der derimod motorolie, benzin eller kølevæske fra bilen, tyder det på alvorlige og kostbare fejl.

Tjek udstødningen: Hænger udstødningen, som den skal? Undersøg, om den sidder ordentligt fast, og at gummiophænget ikke er slidt og træt.

Kontroller bremseklodserne: Slidte eller rustne bremseklodser er dyre at skifte.

Tjek bremserør: De ruster let og tager skade af vejsalt. Hvis de er beskadiget, vil bremsevæsken lække, og bremsekraften vil blive reduceret eller i værste fald helt ophøre. Det er både dyrt og farligt.

Er du nået hele vejen igennem købsguiden uden de store anmærkninger, er du rigtig godt på vej til en god handel. Nu mangler kun det sjove – prøveturen. Her skal bilens manøvredygtighed og de indre komponenter testes.


Skal du købe eller sælge en brugt bil? Vi har skrevet en del artikler som kunne være relevante: